Strategien for misbrugsforebyggelse blandt børn og unge 2026–2029 blev enstemmigt godkendt af kommunalbestyrelsen torsdag den 29. oktober.
Forud for den endelige behandling har strategien været i høring hos skolebestyrelserne og UngDragørs bestyrelse. Der kom høringssvar fra Dragør Skole og Nordstrandskolen, som begge overordnet bakkede op om retningen, men samtidig efterlyste blandt andet større sammenhæng i indsatsen og en tydeligere placering af ansvaret.
Det har ført til flere præciseringer. Strategien understreger nu tydeligere, at forebyggelsen er et fælles ansvar mellem skole, forældre, fritidsliv, kommune og andre relevante aktører. Samtidig er sammenhængen i indsatsen fra 6. til 9. klasse blevet tydeliggjort.
Forældrenes ansvar fyldte
Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget skærpede desuden fokus på forældrenes rolle. Efter forslag fra De Konservative og Venstre blev det besluttet, at der i formidlingen af strategien skal være øget fokus på, at forældrene har et væsentligt ansvar.
Strategien skal samtidig evalueres én gang om året, første gang i april eller maj 2027. Her skal politikerne blandt andet se på udviklingen i de unges brug af rusmidler og deres trivsel.
Det var også forældreansvaret, som formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget Henrik Kjærsvold Niclasen (V) fremhævede under kommunalbestyrelsens behandling.
»Det er vigtigt for mig at sige her, at vi forældre har et væsentligt ansvar for børn i forhold til alkohol og rusmidler. Skolerne kan understøtte og give viden, men de kan aldrig overtage det ansvar,« sagde han.
Nicolaj Bertel Riber (S) lagde vægt på det bredere fælles ansvar og på de fællesskaber, de unge færdes i.
»Jeg er mere optaget af, at tingene bliver bundet sammen, end at tale om, hvem der har mest ansvar. Meget formes i de fællesskaber, de unge færdes i. Vi har alle et ansvar, når det kommer til de unges sundhed og hverdag. Og det synes jeg, vi gør med den her strategi,« sagde han.
Kommunalbestyrelsen godkendte strategien enstemmigt.
FAKTA: Om Dragør Kommunes strategi for misbrugsforebyggelse
Fokus: Misbrug forebygges bedst gennem trivsel, stærke fællesskaber og tydelige voksne rammer – ikke alene gennem information.
Mål 2026–2029:
- Andelen af elever i 9. klasse, der har været berusede den seneste måned, reduceres.
- Alkoholdebut blandt unge udskydes yderligere.
- Andelen af unge, der anvender nikotinprodukter, holdes lav eller reduceres.
- Andelen af unge med høj trivsel øges.
Konkrete aktiviteter
For forældre:
- Forældremøde i 1. klasse om sikker digital adfærd for deres børn (SSP)
- Individuel samtale med forældre og børn i 1. klasse (Sundhedspleje)
- Forældremøde i 7. klasse med foredrag om unges alkoholdebut og forældrerollen (SSP)
- Aftenarrangement for alle elever og forældre i 7. klasse med oplæg af Thomas Milton om alkohol (SSP).
- Aftenarrangement med oplæg om nikotin for alle forældre i 7. klasse (SSP og Sundhedsplejen)
For børn og unge:
- Undervisning om digital sikkerhed på 2. klassetrin (Politiet)
- Trivselssamtaler i 2. klasse (Sundhedsplejen)
- Workshops om digital dannelse for 4.- og 5.-klasser (SSP)
- Workshop om digitale fællesskaber i 6. klasse (Børns Vilkår)
- Undervisning om digital trivsel, sociale medier og onlineadfærd i 7. klasse (SSP)
- Forløb om mental trivsel i 7. klasse (Sundhedsplejen)
- Foredrag om nikotin med Thomas Milton for alle 7.-klasser (UngDragør)
- Alkoholfrie fester for 6.–8. klasse (UngDragør)
- Workshop om social pejling (alkohol, stoffer, digital sikkerhed) i 8. klasse (SSP)
- Alle elever arbejder med seksualundervisning i uge 6 (Sex og Samfund)
- Seksualundervisning i 8. klasse (Sundhedsplejen)
- Trivselssamtaler i 8. klasse (Sundhedsplejen)
- Workshop om pres og forventninger i 8. klasse (headspace)
- Foredrag og teaterforestilling om hash og stoffer for 9. klasser (D:R:U:G:S)
- Undervisningsforløb Mit liv – jeg bestemmer i 10. klasse (Klar Livet)
- Årlig fællesskabsfest for kommunens afgangselever på sidste skoledag (UngDragør med inddragelse af forældre og forældreråd)